Trafikken med kvinder fra fattige lande til prostitution er vor tids slavehandel, sågar bliver nogle kvinder brændemærket – nøjagtig som i slavetiden.
Det kræver et langt, sejt træk at gøre op med kvindehandlen. Konservative vil, via EU, kæmpe på tre fronter:
For det første skal vi øge politisamarbejdet. Her snærer EU-forbeholdene igen og begrænser dansk politis muligheder for at arbejde tæt sammen med udenlandske kolleger om et problem, der i den grad overskrider landegrænserne.
For det andet skal vi hjælpe kvinderne meget bedre – fx med beskyttelsesprogrammer, hvis de vidner mod bagmænd.
For det tredje skal vi gøre det mere attraktivt at blive i fx afrikanske lande. Mindre landbrugsstøtte i EU og mere frihandel er nogle af redskaberne. Vi skal også øge udviklingshjælpen, og det er vigtigt, at vi hjælper afrikanske kvinder til en selvstændig indtægt, fx ved at give såkaldte mikrolån til frisørsaloner og små butikker.
Vi SKAL have gjort op med nutidens slavehandel!
Debatindlæg bragt i bl.a. Information 23/5, Nordjyske Stiftstidende 24/5, Politiken og Sjællandske 25/5 samt Vejle Amts Folkeblad og Fredericia Dagblad 26/5.