FOA har i dag indrykket en helsidesannonce i en række dagsblade, hvor man gør opmærksom på, at kommunerne sidste år har sparet 8 mia. kr. mere på deres service, end der var aftalt med regeringen. På den baggrund kalder FOA kommunerne for nogle ”sparegrise” – og det er vist ikke positivt ment.
Der kan være mange – også gode – grunde for en kommune til at spare på nogle områder frem for andre, men som formand for Børneudvalget i Frederiksberg kommune er jeg i al fald glad for at konstatere, at Frederiksberg IKKE hører til de kommuner, der har valgt at bruge færre penge på børnepasningen – sådan som det også fremgår af FOA’s undersøgelse. Tværtimod har vi tilført området 19 mio. kr. i forhold til sidste års budget.
Vi har hele tiden prioriteret at have en høj kvalitet på børneområdet. Det har vi gjort, fordi vi føler, at det er vigtigt med gode fysiske og pædagogiske rammer for børnene netop i deres tidligere leveår. Og vi tillader os at tro på, at netop denne prioritering er en af de væsentligste årsager til, at så mange forældre vælger at blive forældre netop i Frederiksberg kommune.
Den gode udvikling skal naturligvis fortsætte. Der skal være ordentlige tilbud for børnefamilierne at vælge imellem. Pladsgarantien skal fortsætte og der skal være mange og forskellige institutioner at vælge imellem, lige som den pædagogiske kvalitet skal være i orden.
Hvis man ønsker det, skal man selvfølgelig stemme konservativt den 19. november.