Johannes Lebech (R ) kalder det “populistisk” (Jyllands-Posten 4/5), når EU-spidskandidat Bendt Bendtsen (ligesom undertegnede og mange andre konservative) afviser tyrkisk medlemskab og i stedet vil tilbyde tyrkerne et partnerskab.
For mig er det endnu et eksempel på, at Radikale er helt ude af trit med dagligdagen for millioner af danskere og europæere.
Tyrkiet har i årevis været afsender af millioner af udvandrere, der har forandret talrige europæiske byer. Ikke meget tyder på, at den situation ændrer sig – og et EU-medlemskab vil utvivlsomt gøre det lettere at udvandre fra en af Europas mest folkerige nationer.
Oveni har Tyrkiet fortsat problemer med demokrati, mindretalsbeskyttelse, menneskerettigheder, kvinders ligestilling, anerkendelse af folkemordet på armenierne og med ytringsfriheden.
Senest forsøgte Tyrkiets regering at spænde ben for Anders Fogh Rasmussen som Nato-generalsekretær. Her optrådte en fornærmet tyrkisk regeringsleder snarere som talsmand for islamiske diktaturer end som europæisk demokrat – og dokumenterede dermed, for alle andre end Radikale, at Tyrkiet har umådelig lang vej til EU.
Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten 11/5 2009