Pernille Høxbro får frokost fra Kokkens Catering – og møder på fredag forældrene bag aktionen ved Skt. Markus børnehave
Børneudvalgsformand rådmand Pernille Høxbro møder fredag den 18. juni op ved Skt. Markus Børnehave for at tale med forældrene bag den aktion, der skal sætte fokus på forældrenes utilfredshed med frokostordningen i institutionen.
Pernille Høxbro udtaler: ”Den 7. juni behandlede børneudvalget en foreløbig evaluering af den nye madordning for børnehavebørn. Evalueringen viser en overvejende positiv reaktion på madordningen, både blandt børn, forældre og personale. Men der kan jo være undtagelser og derfor vil jeg da gerne tale med forældrene til børnene i Skt. Markus for at høre deres synspunkter på madordningen. Samtidig har jeg selv aftalt med Kokkens Catering, at jeg i to uger får en portion frokost mage til de portioner, børnene får. I løbet af ugerne skal jeg både smage den kolde, lune og varme anretning. Jeg har godt nok smagt maden tidligere ved et institutionsbesøg, men nu får jeg prøvet hele menuen.”
Frederiksberg Kommunes frokostordning er overvejende (75%) økologisk og følger de officielle anbefalinger om kost til børn (bl.a. ikke for meget fedt og sukker). Ved at investere 15 mio. kr. i at ombygge og etablere køkkener i daginstitutionerne har kommunen sikret, at de fleste daginstitutioner selv kan tilberede maden. Institutioner, der er så små eller har til huse i lokaler, hvor det ikke er muligt at etablere egentlige køkkener, får leveret mad fra Kokkens Catering.
Yderligere information:
Rådmand Pernille Høxbro, formand for Børneudvalget: tlf.: 2898 4090
Dagtilbudschef Kirsten á Rogvi: tlf.: 2898 0039