Socialudvalgsformand på Frederiksberg, Pernille Høxbro har længe opfordret til bedre forhold for hjemvendte veteraner, så hjælpen ikke falder ned mellem to stole. Nu kommer lovændringen
Misbrug, skilsmisse, arbejdsløshed, depressioner og en vifte af øvrige psykiske problemer.
Langt de fleste af de op imod 30.000 danske soldater, der siden 1992 har været udsendt i militære operationer, kommer heldigvis hjem uden overlast på krop og sjæl, og uden at opleve ovennævnte problemer.
Men til hjemvendte krigsveteraner med psykiske skader på sjælen, findes en række tilbud i hele landet, der tilbyder logi i kortere tid og andre former for hjælp til atter at få hverdagen til at fungere igen. Et af tilbuddene er Veteranhjemmet på Roskildevej på Frederiksberg.
Men indtil nu har lovgivningen sløret, hvem der har ansvaret for at hjælpe veteranen tilbage på fode: Er det soldatens egen hjemkommune, eller er det kommunen, hvor veteranhjemmet ligger?
På Frederiksberg har socialudvalgsformand Pernille Høxbro længe arbejdet for at give veteranerne bedre vilkår. Sammen med den daværende socialminister besøgte hun for godt et år siden veteranhjemmet på Roskildevej for at sætte politisk fokus på problemet. Hun glæder sig over, at der nu handles:
”Der står meget på spil for nogle af vores veteraner, for hvem hverdagen risikerer at gå i stykker, hvis de ikke får hjælp. Det kan være misbrugsproblemer, brudte parforhold og manglende tilknytning til arbejdsmarkedet. Jeg er sikker på, at alle er enige om, at vores hjemvendte veteraner skal have den hjælp, de har behov for, og det skorter ikke på gode viljer. Men hjælpen gives bedst, når der er klare linjer om, hvem der har handlepligten, og det præciseres nu med ændringerne i loven, så det er veteranens hjemkommune, der har det primære initiativ, og ikke den kommune, hvor veteranhjemmet tilfældigt ligger. Selvfølgelig er det også et økonomisk spørgsmål – men først og fremmest handler det om at sikre det fulde overblik, så medmennesker i nød får den rette hjælp.”
Kontakt
Socialudvalgsformand Pernille Høxbro, tlf. 28 98 40 90
Fakta
Frederiksberg Kommune har ansat en veterankoordinator til at hjælpe hjemvendte soldater. Koordinatoren kan kontaktes via Borgerservice på tlf. 38 21 21 21 eller ved at skrive til: veterankoordinator@frederiksberg.dk