Folkebevægelsen mod EU nåede et nyt bundniveau i debatten, da Flemming Leer Jakobsen (Information 3/6) ironiserede over dansk “indflydelse”, fordi antallet af danske EU-mandater er gået fra 16 i 1999 over 14 i øjeblikket til 13 mandater efter valget søndag.
Imidlertid er små EU-lande sikret en væsentlig større indflydelse end deres befolkningsandel. Fx udgør vi 5,4 millioner danskere blot 1,1 procent af EU’s samlede befolkning på en halv milliard – men vi har næsten to procent af EU-mandaterne. Sagt på en anden måde: Rent matematisk burde vi have otte mandater, men vi er altså tildelt 13. Desuden har vi en post i kommissionen, EU’s vigtige ‘regering’.
Det er logisk nok, at hvert land får lidt færre parlamentarikere, når EU vokser. I 2004 fik vi den store EU-udvidelse med 10 nye lande (vedtaget på topmødet i København). Siden fulgte Rumænien og Bulgarien.
Hvis EU ikke havde justeret antallet af mandater per land, så ville vi få et kæmpe, uoverskueligt og ineffektivt parlament – lidt a la en kinesisk eller sovjetisk folkekongres. Men den slags er måske savnet af nogen i ‘Folkebevægelsen’.
Debatindlæg i Information juni 2009